Olieeventyr indledes med borgermøder

Hvordan kan den grønlandske arbejdskraft, virksomhederne og uddannelsesmulighederne udnyttes bedst muligt i forbindelse med olieboringer her landet? Svaret på spørgsmålet skal belyses i en rapport fra olieselskabet Cairn Energy.
Skrevet af Louise M. Kleemann
28. januar 2010 05:12

En anden rapport skal garantere, at alle sikkerheds-, sundheds- og miljømæssige risici er i overensstemmelse med den bedste internationale praksis.

Begge rapporter udarbejdes af Cairn Energy og bliver sendt i offentlig høring i begyndelsen af marts. Derefter vil rapporterne blive gennemgået og præsenteret på en række borgermøder, der forventes at begynde i midten af marts måned.

- Olieselskabet har nu indledt en møderække med med mulige samarbejdspartnere og andre interessenter. Disse møder er en del af processen omkring udarbejdelsen af en vurdering af boringernes samfundsmæssige bæredygtighed, lyder det fra Naalakkersuisut.

Cairn Energy planlægger, at gennemføre en eller flere efterforskningsboringer i havet vest for Disko-Nuussuaq i løbet af 2010.