Olie og gas tager fokus

De udenlandske medier har blandt andet fokuseret på olie og gas-efterforskning under Arktisk Råds møde.
Skrevet af Noah Mølgaard
12. maj 2011 16:22

Der blev stillet skarpt og spekuleret blandt de omkring 60 mediefolk, der dækkede Arktisk Råds møde i Nuuk. Og der bliver blandt andet fokuseret på olie og gas samt kampen om Nordpolen.

Den engelske public service station BBC optager debatprogrammet World Debate med deltagelse fra forskellige udenrigsministre.

- Vi vil blandt andet fokusere på den balancegang, der er mellem udnyttelse af levende resurser og ikke levende resurser.  Vi kommer dermed heller ikke udenom olieefterforskning, siger Ross Fitzpatrick til KNR.

World Debate, der blev optaget i samarbejde med KNR-TV, bliver sendt lørdag den 22. maj.

Olie og gas-efterforskning bliver også vendt og drejet i det russiske nyhedsbureau Itar Tass, der også laver omtale af SAR-aftalen, der blev underskrevet torsdag eftermiddag i kulturhuset Katuaq.

Den amerikanske avis Washington Post skriver også om olie og gas-efterforskning, men kaster også blik på kampen om Nordpolen.

- Jeg skriver også en artikel om, at udviklingen i de arktiske områder går for hurtigt, siger Joby Warrick, der har sikkerhedsspørgsmål som sit stofområde.

Det amerikanske nyhedsbureau Bloomberg.com stiller også skarpt på olie og gas og hvilke konsekvenser den udvikling kommer til bringe med til de arktiske områder. Journalisten Marianne Stigsen har også sat fokus på, hvordan multinationale selskaber tilegner sig indflydelse i de arktiske områder.

Den franske avis Le Monde har bragt interview med den franske ambassade, der er utilfreds med, at Frankrig ikke er direkte med i Arktisk Råd.

- Frankrig overvejer faktisk, at tage initiativ til at skabe et nyt forum udenom Arktisk Råd, hvor forskellige lande kan diskutere arktiske spørgsmål, hvis de ikke får lov til at deltage direkte i Arktisk Råds møder, siger journalist Olivier Truc fra Le Monde.

Han har ligesom sine kollegaer fra lande sat fokus på olie og gas-udvinding i arktiske områder.