Olga P. Berthelsen beskyldes for bananrepublik-metoder

Spliden i Inatsisartuts finansudvalg er så stor, at Siumuts Per Berthelsen hele weekenden har overvejet at forlade sin medlemspost. Han har dog besindet sig, efter baglandet netop har bedt ham om at blive. Men forholdet til resten af udvalget med undtagelse af partifælle Finn Karlsen er uforsonligt og beskyldningerne mod kollegerne er stærke.
28. marts 2011 12:40

- Jeg kan ikke være med til den form for bananrepublikmetoder. Men nu har jeg forklaret det over for gruppen, og gruppen har anmodet mig om at være stærk og kæmpe for rene linier, og de har så bakket mig totalt op, hvilket vil komme frem i løbet af eftermiddagen, siger Per Berthelsen om det nye finansudvalgs håndtering af Air Iceland-aftalen.

Der har nu i et stykke tid har været heftig røre i andedammen. Først vakte det opsigt, at et samlet udvalg haglede Selvstyrets aftale med de islandske flyselskaber ned og opfordrede Naalakkersuisut til at suspendere den. Så forlod alle landsstyrekoalitionens medlemmer af udvalget pludselig deres poster, uden at ville fortælle hvorfor.

Dernæst rasede Per Berthelsen over Naalakkersuisuts, i hans øjne, mangelfulde svar på udvalgets spørgsmål om Air Iceland-aftalen. Og nu har Per Berthelsen altså nået det røde felt og nægter at lade sig iføre den mundkurv, som udvalget har forsøgt at give ham på.

- Nu fik jeg bekræftet, at der er blevet indsat tre nye, der vil agere tro soldater, koste hvad det vil, ved at man simpelthen begynder at feje ting under bordet og prøver at manipulere med virkeligheden, således at folk stadig tror på, at tingene kører efter reglerne. Men det gør de absolut ikke, lyder Per Berthelsens ord om udvalgets nye formand IA's Olga P. Berthelsen, næstformand Andreas Uldum fra Demokraterne og IA's Juliane Henningsen.

Det hede omdrejningspunkt er stadig Air Iceland-aftalen. I fredags sendte Finansudvalget en pressemeddelelse ud på officielt Inatsisartut-papir, der blåstemplede den famøse aftale, men kun på vegne af Olga P. Berthelsen, Andreas Uldum og Juliane Henningsen - og altså ikke af de udvalgets to øvrige medlemmer, Siumuts Per Berthelsen og Finn Karlsen.

- Hvis man bruger det officielle papir, har man en pligt til i det mindste at inkludere mindretallets udtalelser. Så det her er en ensidig bearbejdning og en skævvridning af virkeligheden, som vi som opposition i Inatsisartut naturligvis ikke kan leve med, siger Per Berthelsen.

Ifølge Per Berthelsen har den nye del af udvalget har strøget de punkter på dagsordenen, der handlede om at drøfte Naalakkersuisuts seneste svar på spørgsmålene om Air Iceland-aftalen - svar, som Per Berthelsen fandt langt fra fyldestgørende.

- Det viser sig, at de simpelthen bare ville annullere de spørgsmål, der er blevet stillet af det forrige finansudvalg. Og det kunne jeg ikke være med til, så jeg rejste mig og sagde: Jeg kan ikke være med til at legalisere den form for aktiviteter, og det afstedkom, at jeg fik påmindet, at jeg ikke må udtale mig om, hvad der foregår bag de lukkede døre, hvortil jeg sagde: Der er ingen, der kan bremse mig i at citere med baggrund i mine egne udtalelser, slutter Per Berthelsen.

Siumuts Inatsisartutgruppe kalder i en pressemeddelelse idag Finansudvalgets medlemmer fra koalitionspartierne for 'nikkedukker', der har indført "diktatoriske arbejdsmetoder i Inatsisartut".