Ole lod sig overtale og vendte hjem til Qullissat efter 50 år
I år er det 50 år siden, at kulminebyen Qullissat blev lukket.
I sidste weekend var Ole Brønlund tilbage i den forladte by for første gang i det halve århunderede, fordi der var mindehøjtidelighed i anledning af det triste jubilæum.
Men faktisk husker han ikke selv noget fra Qullissat. Han var nemlig kun to måneder, da hans familie rejste fra byen og til Uummannaq, da myndighederne lukkede Qullissat for stedse i 1972.
Ole var den sidste baby, der kom til verden på sygehuset i kulminebyen. Det skete 8. juni 1972. Og han har ikke været specielt interesseret i byen siden.
Foto: KNR
Flere gange har andre spurgt ham, om han da ikke vil med tilbage til spøgelsesbyen, når der har været årsdag for lukningen.
- Jeg siger typisk nej til alt. Jeg er blevet inviteret til tidligere højtideligheder, og jeg skulle have været med til højtideligheden af 35-årsdagen for lukningen. Men jeg brugte i lang tid meget tid på ungdomsfodbold. Det havde jeg mere lyst til at bruge min tid på, så jeg sagde nej, fortæller Ole.
Der skete alligevel noget indeni
Men denne gang blev han overtalt. Han var til kaffemik, og en kammerat spurgte, om han ikke ville med til 50-års jubilæum. Ole takkede nej. Men så spurgte hans kone også, og endelig overgav Ole sig.
- ’Okay, så tager vi med’, sagde jeg. Vi havde ellers ingen planer om at tage til Qullissat.
Men da båden nærmede sig i sidste weekend, skete der noget i ham.
- Det var meget specielt. Især da vi var på det sidste stykke, inden vi nåede frem. Jeg var dybt berørt dér. Kun dér. Men jeg havde det godt, da jeg trådte på jorden. Jeg var meget glad for at se det første gang.
Qullissat blev lukket i 1972.
Den ligger på nordøstsiden af Qeqertarsuaq, og den var en driftig kulmineby i mange år.
Byen blev bygget, da den danske stat i 1924 besluttede at etablere en kulmine, som kunne forsyne Grønland med egne kul.
I 1960 var byen den tredjestørste i landet.
Men kulminens underskud voksede år for år. Kullene kunne ikke klare sig i konkurrencen med engelske kul og olie.
I 1968 besluttede Folketinget og Grønlands Landsråd at nedlægge minen, Den Kongelige Grønlandske Handels butikker og alle offentlige tjenester, såsom skole, politi, elværk, sygehus, telegrafstation og så videre.
I 1972 blev minen, og dermed byen, endeligt lukket, og den del af befolkningen, som ikke var flyttet frivilligt, blev tvangsforflyttet til resten af landet med store konsekvenser til følge.
- Da vi nåede frem, var Aqqaluk Lynge og andre ved at vise en film. Vi var der kun i kort tid, for vi havde én dag i byen, og jeg ville se Qullissat. Jeg gik op til byen sammen med min datter, kone og min kammerat. Vi mængede os ikke så meget. Vi gik en tur og var på besøg i et hus. Og så tog vi afsted fra byen igen.
Kirke og sygehus
I dag bor han i Ilulissat. Og han har hørt rigtig meget om sin fødeby.
- Nu har jeg også set de ting, som min afdøde mor og bedstemor har fortalt historier om. Det gjorde mig rigtig glad, og jeg er meget glad for, at jeg endelig tog derover.
- Den kirke, hvor jeg blev døbt, er der ikke mere. Der er kun fundamentet tilbage. Jeg var også henne at se museet og sygehuset, hvor jeg blev født. Og husene selvfølgelig. Det var en helt særlig følelse, siger han.
- Jeg var forbløffet over den smukke natur, og jeg kan nu virkelig godt forstå, hvordan de, som boede her længere end os, havde det, da de forlod byen.
Ole Brønlund håber, at det ikke var sidste gang, han besøgte Qullissat.
- Nu føler jeg, at jeg er nødt til at komme tilbage.
Foto: Ole Brønlund
