Ole Dorph virker presset

Real Dania Fonden støtte til et konferencecenter i bygden Ilimanaq er udtryk for kolonialistisk virksomhed og handler om at trække et projekt ned over borgerne i bygden.
14. oktober 2013 06:51

Sådan lød udmeldingen fra Borgmester Ole Dorph, da han deltog i et høringsmøde i bygden omkring det nye center.

Frants Frandsen er ansat ved Realdania byg og projektleder for hele projektet. Han har noget svært ved at genkende Ole Dorphs anklager.

- Det synes jeg simpelthen er latterligt. Det er så langt ude som det næsten kan være. Jeg kan ikke se på nogen vis, hvordan vi skulle kunne være kolonialister. Vi får ikke noget ud af det her. Vi har ingen økonomisk gevinst ved det overhovedet. Vi trækker ikke noget ned over Ilimanaqs befolkning, siger Frants Frandsen.

Han forklarer videre, at han tværtimod synes, at de har haft en meget frugtbar dialog med bygdens beboere hele vejen i gennem.

Ifølge ham har projektet et socialt udgangspunkt og skal faktisk ses som et eksempel på, hvordan man kan redde bygderne.

- Jeg og mange andre synes jo, at det er et fantastisk projekt, som åbner mulighed for at give et bud på, hvordan man kan få økonomisk bæredygtighed og fremgang i en bygd. Det er et demonstrationsprojekt og det skulle jo gerne være et mønstereksempel på, hvordan man kan sikre, at affolkningen af en bygd den stopper eller aftager.

Et af kritikpunkterne fra Ole Dorph og hans støtter har været, at Realdania har indgået partnerskab med områdets største turistoperatør World of Greenland i stedet for at samarbejde med et af de øvrige firmaer.

Ifølge Frants Frandsen handler det blandt andet om, at fonden ønsker en hvis sikkerhed for, at deres partnere vitterligt kan løfte den opgave de tager på sig.

- Grunden til at World of Greenland er valgt er jo, at vi ved, at World of Greenland kan håndterer lige præcis den forretningsgang det er at skaber turistmål. De har også den fornødne kapital til at kunne gøre det. Og det er jo vigtigt for os, når vi går ind og donerer et så stort beløb til istandsættelse af nogle bygninger, at vi også er sikre på, at vores samarbejdspartnere kan løfte opgave, så derfor er World of Greenland valgt.

Indtil videre er det Ole Dorph, der har skudt med skarpt. Realdania byg er imidlertid heller ikke synderligt imponeret af deres tredje samarbejdspartner Qaasuitsup Kommunia, som indtil videre har været temmeligt sløve i forhold til at leve op til sin del af aftalen.

- Projektet er ikke bare blevet en lille smule forsinket. Projektet er allerede et år forsinket. Og det kan tyde på, at det bliver endnu mere forsinket. Det kommer jo an på, hvornår kommunen er færdig med at behandle sagen. Men vi kan da konstatere med glæde, at kommunen arbejder på det.