Ole Aggo Markussen stoppet som direktør i Nusuka

Ifølge kilder tæt på Nusuka er der tale om fyring, men det benægter formanden. Det handler om at "slanke" organisationen, siger han.
Skrevet af Karsten Sommer
26. august 2009 13:38

- Han er ikke fyret. Foreningens bestyrelse har i slutningen af juli afholdt møde, hvor det blev bestemt, at foreningen skal spare på administrationen. Ole valgte så selv at gå, og fik mulighed for at afholde ferie allerede fra august, siger formand Gerth B. Lynge fra den grønlandske arbejdsgiverforening Nusuka til radioavisen

Han siger samtidig at bestyrelsen har set på foreningens nuværende situation og bestemt, at de ikke skal have en fast mand på administrationen

- Så den opgave tager jeg mig af i fremtiden. Jeg er lige kommet tilbage fra ferie, og skal finde ud af om NUSUKAs kontor skal ud af lokalerne på Industrivej, eller hvad vi gør, oplyser Gerth B. Lynge.

- Det betyder dog ikke at foreningen lukker. Selvom vi har færre medlemmer, har vi stadig noget at lave. Vi har afsluttet vores overenskomstaftale med SIK og skal i gang med tillæg til aftale der vedrører søfolkene, slutter han.