Oldtidsfund i Alaska giver ny viden

Et sjældent fund i Alaska afslører nyt om vores forfædre. Forskere har nemlig fundet et kremeret barnelig i et hus, der anslås til at være hele 11.500 år gammelt. Det skriver videnskab.dk.
Skrevet af Karsten Sommer
26. februar 2011 16:52

Forskerne anslår barnet til at være tre år, da det døde. Barnet blev fundet kremeret og begravet inde i selve huset, et hus, der fortæller forskerne meget om den fjerne tidsperiode.

Ifølge Felix Riede, adjunkt i arkæologi ved Aarhus Universitet, er det sjældent at man finder fund fra denne tid:

- Jo længere tilbage vi går, jo sværere er det at finde fund og beviser fra den tid. Der var ret lave befolkningstal dengang, og huskulturen var ikke særlig robust, så eventuelle levn er som oftest blevet ødelagt af naturen og tiden, siger han.

Det kremerede barnelig er fundet ved Upward Sun River i Alaska. Huset som blev udgravet, minder meget om nogle tilsvarende fund ved Ushki i Rusland, og antyder, at stenalderfolket kan have haft en slags sommerhus, hvor kvinder og børn opholdt sig, mens mændene var på jagt:

- De fleste af de steder, vi har studeret, har været midlertidige jagtlejre. Men i dette hus ved vi nu, at der også var kvinder og børn. Det viser noget om deres dagligliv, som vi indtil nu kun har kunnet gisne om,« siger Ben Potter, der er med ved udgravningen.