Martin Møller - OL-kvalifikationen har været mit store mål

Det var en lykkelig Martin Møller, der i går kvalificerede sig til de Olympiske Vinterlege, der finder sted i den sydkoreanske by Pyeongchang om mindre end to måneder, med start den 9.februar.
Foto © : Bent Hjarbo/Danmarks Skiforbund
Skrevet af Karsten Sommer
17. december 2017 15:26

- Da havde jeg det helt vildt godt. Det er noget jeg har kæmpet for længe, og det var dejligt at løbe et super godt løb her til slut, siger Martin Møller.

Kvalifikationen kom i hus ved et World Cup-stævne i Toblach i Italien, hvor Martin Møller blev nummer 79, og dermed fik point nok til at opfylde den danske olympiske komités kvalifikationskrav til OL.

Helt fra sæsonstarten har OL-kvalifikationen været det store mål for den 37-årige langrendsløber.

- Men jeg havde en lidt tung start på sæsonen, så jeg lagde ekstra pres på mig selv, og det gav altså pote.

I morgen mandag flyver Martin Møller hjem til Nuuk, og næste skridt op til OL i februar bliver så en masse træning, dels i Nuuk, og senere i januar nok også en tur på træningslejr i Europa, med træning på bedre løjper end vi har her i landet.

Succeskriteriet for OL-deltagelsen er ikke at få medaljer.

- Ved sidste OL i 2014 løb jeg mit hidtil bedste løb. Så mit mål for det kommende OL må være at løbe et endnu bedre løb, så jeg kan sige til mig selv at jeg har løbet det hidtil bedste løb i min karriere, når OL er slut, siger en optimistisk Martin Møller til KNR.

Den officielle udtagelse til de Olympiske Vinterlege sker dog først den 6.januar, og det er først da at Martin Møller helt sikkert kan skrive "olympisk deltager 2018" på sit visitkort.

- Alle eventuelle kvalifikationsløb skal være overstået, men det er ikke sandsynligt at der er nogle andre danske løbere, der kan klare kvalifikationskravene, så jeg vil give mig selv 99 procents chance for at have kvalifikationen i hus. Og det er godt nok for mig, slutter Martin Møller.