Også Panbo-problemer i Paamiut

Det er ikke kun i Oqaatsut, at Panbo-husene, der blev uddelt som gave fra det daværende hjemmestyre, er anledning til frustration.
Skrevet af Noah Mølgaard
28. december 2010 11:35

Lokalformand i Grønlands Arbejdsgiverforening, entreprenør Finn Olesen har opført fem af Panbo-husene i Paamiut - og det var langt fra nogen byggeteknisk fornøjelse.

- Under opførelsen fandt vi ud af, at gulvene i badeværelserne i Panbo-husene kun er vinylbelægning og ikke opfylder de krav, der er i dag, siger entreprenør Finn Olesen. Og derfor er Finn Olesens konklusion også klar:

- Det er altså hjemmestyret, der har godkendt et hus, der ikke opfylder de krav, vi har i dag.

Men ikke nok med det. Problemet er også, at det daværende hjemmestyre ifølge Finn Olesen har bestilt en stribe Panbo-huse, uden at vide på hvilke byggegrunde de skulle ligge - og i hvilke byer, de skulle placeres.

Det betyder, at byggesættene, da de nåede frem, kunne vende helt forkert i forhold til de omgivelser, hvor de blev placeret. Husene kunne med andre ord være spejlvendt i forhold til det ønskelige.

Det oplevede Finn Olesen selv, da han opførte fem Panbo-huse i Paamiut.

- Som håndværker ville jeg have lavet en anden indretning, fordi husene skulle ligge på en fjeldside. I det her tilfælde ville jeg altså have spejlvendt husene.

I Paamiut ligger der - dertil - den dag i dag 5 Panbo-byggesæt - til millioner af skattekroner - som endnu ikke er blev bygget, og som har ventet på at blive opført i to år.

- De ligger her stadig. I første år lå de i regnvejr og snevejr, så kom de ind i en hal, men man kan stille spørgsmålstegn ved kvaliteten, hvis de skal opføres om et år, som planen er lige nu.

Han frygter derfor, at de fem ekstra byggesæt går tabt. Fordi hjemmestyret ikke har taget højde for, om der var byggegrunde klar til brug, før byggesættene blev foræret.

Endelig er han overbevist om, at kommunen - og dermed borgerne - ville kunne have fået nogle bedre huse, hvis det daværende hjemmestyre blot havde foræret kommunen et beløb, der svarede til det de selv betalte for Panbo-husene.

- For byggesættetspris kunne man have opført et bedre hus, hvis man selv havde købt byggematerialerne.