Offentligt ejet IT-selskab opkøbt af privat firma

Selvstyret og kommunerne skiller sig nu af med det fællesejede IT-selskab Sermit. For et ukendt millionbeløb overtager den private IT-virksomhed Comby selskabet pr. 1. december.
25. november 2009 05:50

Sermit kom sidste år ud med et underskud på 2,5 millioner kroner. Ledelsen i Comby forventer dog i år et regnskab, der går i nul.

- Der vil ikke ske afskedigelser i de to virksomheder. De videreføres som to selvstændige enheder, oplyser Comby's direktør og medejer Brian Torp.

Comby, der er etableret i 2002, beskæftiger i dag 25 medarbejdere og omsætter for godt 40 millioner kroner om året. Sermit er lidt mindre og har 20 ansatte. Og dem bliver der brug for.

- Deres ekspertise overgår nærmest alt andet, man ser i Grønland og Europa. Derfor skal det fremover handle om at bruge deres ekspertise de rette steder og på den rette måde, siger Brian Torp. Han træder ind som bestyrelsesformand i Sermit fra den 1. december.

Sermits direktør Ole Kielmann Hansen fortsætter som leder af Sermit, men kun i en kort periode efter Comby's overtagelse. Salget er betinget af en endelig godkendelse i Naalakkersuisut og kommunernes økonomi-udvalg.