Obama støtter oprindelige folk

USA støtter nu FNs deklaration om oprindelige folks rettigheder.
Skrevet af Noah Mølgaard
17. december 2010 06:48

Oprindelige folks rettigheder til at eje og forvalte deres traditionelle jordområder og naturressourcer, samt bevare deres sprog og kultur bliver støttet af USAs præsident Barack Obama.

Det meddelte den amerikanske præsident torsdag den 16. december og det sker efter at oprindelige folk i USA har presset på at få deres regering til at anderkende deres rettigheder.

FNs deklaration om oprindelige folks rettigheder blev vedtaget i 2007, men stormagter som USA har været tilbageholdende med at tilslutte sig deklarationen af frygt for at oprindelige folk vil kræve overtagelse af landsområder.

Canada som også har været tilbageholdende med at tilslutte sig til deklarationen erklærede støtten i sidste måned. Tilslutningen fra USA er også faldet i god jord hos Inuit organisationen ICC.

- Oprindelige folks organisationer vil blive styrket i deres rolle i det internationale samarbejde såsom i Arktisk Råd, siger ICCs præsident Aqqaluk Lynge

- Det er et stort skridt for kampen for anerkendelse af vore grundlæggende rettigheder, siger Aqqaluk Lynge.

Der er ifølge nyhedsbureauet AFP 370 millioner oprindelige folk, der er spredt i forskellige lande verden over.