Obama når stor aftale med republikanere efter års kampe

Republikanske ledere, demokrater og præsidenten vil med plan forlænge budgettet i to år og hæve låneloftet.
Skrevet af Ritzau
27. oktober 2015 16:14

To store problemer, som har truet med at sænke amerikansk økonomi, ser i sidste øjeblik ud til at være løst med et opsigtsvækkende kompromis mellem præsident Barack Obama og Kongressen.

Den afgående formand for Repræsentanternes Hus, republikaneren John Boehner, er gået med til en toårig budgetaftale og til at forlænge USA's låneloft frem til 2017.

Det kan afslutte fem års bittert opgør mellem præsidenten og republikanske ledere i Kongressen, hvis både Senatet og Repræsentanternes Hus støtter planen. Boehner siger, at Repræsentanternes Hus onsdag stemmer om aftalen.

- Det er en ansvarlig aftale, der betales for på en afbalanceret måde, ved at sikre at hedgefonde og børsfirmaer betaler de skatter, de skylder, og ved at skære milliarder af overflødige udgifter væk, hedder det i en erklæring fra Det Hvide Hus tirsdag.