Nyuddannet 69-årig med højeste snit: Det er ikke dårligt
69-årige Per Rosing er nyuddannet bachelor i oversættelse og tolkning på Ilisimatusarfik.
Men ikke nok med, at han fik sit bevis fredag, kunne han også glæde sig over aktieselskabet KNI’s pris for det højeste bachelorgennemsnit på årgangen.
Desværre kunne Per Rosing ikke være på stedet til at modtage sit bevis fysisk og deltage i prisoverrækkelsen. Han blev dog positiv overrasket, fortæller han.
- Jeg var overrasket. Kan jeg virkelig have opnået et så højt gennemsnit? Spurgte han sig selv.
Jeg havde ikke forventet det
Han tjekkede derfor efter en ekstra gang og undersøgte, hvad hans gennemsnit lå på. Og med et gennemsnit på 11,4 fik han sig en positiv overraskelse.
- Hold da op. Det er ikke dårligt. Jeg blev overrasket, fordi jeg ikke havde forventet, at det ville være mig, der fik det højeste gennemsnit. Jeg havde regnet med, at det ville havde været en af de unge, der fik højere gennemsnit end mig.
- Men så var det åbenbart mig. På den anden side er det heller ikke så overraskende, fordi jeg har arbejdet med det i mange år, siger han.
Per Rosing startede på tolke- og oversætteruddannelsen, da han var 65 år.
Bacheloruddannelsen varer tre år og seks måneder. Ifølge Per Rosing har han altid haft fokus på at lære noget nyt.
- Det må være noget, mine søskende og jeg har arvet fra mine forældre. Lige siden jeg var barn, har jeg været nysgerrig og haft lyst til at lære noget nyt, siger han.
Men som det er nu, er han glad for at blive færdig med uddannelsen.
Indeni er jeg lige så ung som mine medstuderende
Per Rosing udelukker dog ikke at læse videre til kandidatuddannelsen. Men på nuværende tidspunkt har han travlt med en masse arbejdsopgaver.
- Det kan godt være, at jeg ikke fortsætter. Men det kan også godt være, at jeg fortsætter, når jeg får muligheden. Jeg føler mig stadig ung.
- Det kan godt være, at jeg ser gammel ud, men indeni er jeg lige så ung, som mine unge medstuderende, siger han.
Den nyuddannedes søster, Aviaaja Rosing, modtog uddannelsesbeviset og prisen fredag, da Per Rosing selv er i Danmark.