Nyt Videncenter for Socialpædagogik

Videncenter for socialpædagogik i Ilulissat åbner i dag. Den officielle åbning af centeret sker klokken 13.
03. august 2010 05:30

Når børn bliver passet i børnehaver og vuggestuer skal det for fremtiden ske med en solid portion lokalt forankret viden i pædagogernes faglige rygsække.

Det er i hvert fald formålet med Videncenter for Socialpædagogik, der i dag åbner i Ilulissat. Centeret åbner som følge af at pædagoguddannelsen for 2 år siden overgik til at være en professionsbachelor.

På grund af den nye titel til de færdiguddannede studerende skal underviserne frem over forske i de lokale pædagogiske forhold. Resultatet af den undervisning skal inddrages i undervisningen af de pædagogstuderende, fortæller rektor Nuka Kleemann:

- Jeg glæder mig til at komme i gang. For vi har manglet lokalt forankret forskning. Vores studerende savner forskningsbaserede artikler, som har udgangspunkt i hverdagen i Grønland, siger han til KNR.

Centeret har 3 fokusområder: Børn- og ungeområdet, handikappede og marginaliserede grupper og socialpædagogisk dokumentation og metodeudvikling.