Nyt ungdomsprogram på KNR TV

- Vi vil fortælle historier om seje grønlandske unge, for at inspirere andre unge til at leve livet fuldt ud. Det skal være seriøst og lærerigt, men naturligvis på en underholdende måde, siger ungdomsredaktør Aka Maria Koch Hansen.
Inuusuttut Silarsuaat (Ungdommens Univers) sendes hver anden torsdag. I det første program lægger ungdomsredaktionen ud med at se på, hvad det vil sige at være ung i Grønland i dag.
Inuusuttut Silarsuaat vil selvfølgelig også være at finde på knr.gl. Her kan man diskutere programmerne, sende hilsner og forslag til værterne og gense de sendte programmer. Inuusuttut Silarsuaat bliver desuden det første program, som KNR producerer i formatet 16:9.