Nyt "ungdomsfængsel" falder på et tørt sted

I kriminalforsorgen er man henrykt over Naalakkersuisuts plan om en ny institution for kriminelle unge.
02. juli 2013 09:50

I årevis har tilbuddet til kriminelle unge under 18 år enten været meget blødt eller meget hårdt. Typisk er kriminelle unge enten kommet til en plejefamilie, blevet sendt på ophold hos en fåreholder eller kommet ind i en anstalt sammen med voksne hårde kriminelle.

I torsdags godkendte Inatsisartuts finansudvalg, at Grønland nu bygger sin første sikrede døgninstitution for unge under 18.

Kriminalforsorgens direktør, Michael Stage, er meget tilfreds med beslutningen:

- Det er jeg rigtig rigtig glad for, fordi det har været en stor udfordring i mange år, at vi ikke har haft en særlig institution for kriminelle under 18 år, som der reelt står i kriminalloven, at vi skal tilbyde, siger han.

Nu skal projektet realiseres.

- Det er klart, det er lidt anderledes, for sådan en institution har vi aldrig haft før her i Grønland. Fra kriminalforsorgen vil vi rigtig gerne tilbyde en masse hjælp, hvis der bliver brug for det. Vi kan måske hjælpe med at klæde det nye personale på til den nye type opgave, de får, siger direktør i kriminalforsorgen, Michael Stage.

Siden 2006 har en arbejdsgruppe set på muligheden for en institution for unge. Tirsdag eftermiddag er der møde mellem naalakkersuisoq, Martha Lund Olsen, Michael Stage og andre parter om institutionens fremtid.