Nyt undervisningsinitiativ om klimaforandringerne

Grønlands Naturinstitut åbner fredag den 24. oktober dørene for 200 gymnasieelever fra Nuuk til et helt nyt internationalt undervisningsinitiativ.
14. oktober 2014 18:44

Grønlands Naturinstitut åbner fredag den 24. oktober dørene for 200 gymnasieelever fra Nuuk til et helt nyt internationalt undervisningsinitiativ med temaet "Climate change teaching ind Greenland" - Altså undervisning om klimaforanringerne i Grønland. - Et projekt, der skal forsøge at fange de unges interesse for naturvidenskab her i landet.


Temadagen i oktober bliver fulgt op af fire andre temadage, hvor de unge bl.a. skal arbejde med processer i atmosfæren, forhold på landjorden, klima og økosystemer.


Bag projektet står Naturinstituttet i Nuuk, Aarhus Universitet og University of Helsinki, Finland, der også stiller undervisere til rådighed.  


Klimaforandringerne sætter spor i Arktis
Klimaforandringerne sætter deres tydlige spor i Arktis. Den oprindelige befolknings fangstmuligheder er nu helt forskellig end for blot få år siden. Nye livsstilsygdomme dukker op og interessen for at udvinde mineraler og olie fra den grønlandske natur stiger markant.


Det kræver en dybtgående viden for at håndtere de nye problemer. Og den viden skal helst være forankret lokalt i det arktiske samfund, så også fremtidige generationer ved, hvordan man skal håndtere problemerne.


Derfor griber projektet nu fat i de unge, der interesserer sig for naturvidenskab og kan stå i spidsen for vidensdelingen om ti år.