Nyt teaterprojekt på vej til Katuaq

Det bliver blandt andet skuespillerinden Nukaaka Coster-Waldau og trommesangerinden Kassaaluk Qaavigaq der kommer på scenen, når Kulturhuset Katuaq i slutningen af april danner rammen om et usædvanligt teaterprojekt.
Skrevet af Karsten Sommer
05. marts 2011 16:09

Forestillingen har fået titlen "Plus Minus Nul" og sættes i scene af den verdensberømte teatermand, schweizeren Christoph Marthaler. Han har fået en række europæiske kulturinstitutioner til at gå sammen om at skabe denne musikteaterforestilling med Grønland som udgangspunkt.

Titlen "Plus Minus Nul" hentyder til Grønlands situation som en art symbol for den globale opvarmning.

Et Grønland, hvor forskellen mellem plus og minus kan betyde forskellen mellem liv og død. Hvordan omstiller man sig, socialt og politisk, når hele ens livsgrundlag smelter?

Instruktøren Christoph Marthaler kommer til Grønland sammen med sin egen gruppe af europæiske skuespillere, suppleret med lokale kunstnere fra Grønland, heriblandt altså Nukaaka Coster-Waldau og Kassaaluk Qaavigaq.

Sammen skal de skabe en helt ny forestilling, hvor Grønlands myter og traditioner danner baggrund for et møde mellem livserfaringer og drømme om fremtiden.

Forestillingen har premiere den 27. april og spilles yderligere tre gange, før forestillingen skal på turne til en lang række europæiske hovedstæder og teaterfestivaller.