Nyt samarbejde skal styrke grønlandsk erhvervsliv

Grønlands Landsstyre og den danske regeringen vil øge samarbejdet mellem grønlandsk og dansk erhvervsliv. De to regeringer nedsætter derfor en arbejdsgruppe, der inden for rammerne af selvstyreordningen skal komme med forslag, som kan fremme det kommercielle samarbejde inden for erhvervslivet i Grønland og Danmark. Målet er at skabe øgede kommercielle investeringer i Grønland.
26. juni 2013 11:02

Det skal blandt andet ske ved at afdække barrierer for erhvervsinvesteringer i Grønland på kommercielle vilkår. Endvidere skal arbejdsgruppen i samarbejde med relevante erhvervspartnere skabe opmærksomhed om investeringsmulighederne i Grønland, herunder i de grønlandske naturressourcer, ved at forberede og facilitere en investorkonference i Grønland.

 Arbejdsgruppen nedsættes af medlem af Naalakkersuisut for Erhverv og Råstoffer og erhvervs- og vækstministeren i fællesskab. Arbejdsgruppen består af embedsmænd fra henholdsvis Departementet for Erhverv, Råstoffer og Arbejdsmarked og Erhvervs- og Vækstministeriet.

Naalakkersuisoq for Erhverv, Råstoffer og Arbejdsmarked Jens-Erik Kirkegaard:

”Det er helt essentielt for grønlandske virksomheder at finde de rette samarbejdspartnere til væksten i forbindelse med den kommende erhvervsudvikling på råstofområdet. Der er en lang tradition for samarbjede med dansk erhvervsliv, og dette samarbejde kan udvikles til gensidig nytte. Den danske know-how kombineret med det grønlandske lokalkendskab vil være et stærkt fundament for samarbejdet.”

 Erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen:

”Jeg glæder mig meget over, at vi nu får igangsat et arbejde med at skabe øgede kommercielle investeringer i Grønland, der samtidig skal fremme samarbejdet inden for erhvervslivet i Grønland og Danmark.  Grønlandske og danske virksomheder har et godt udgangspunkt for at samarbejde. Derfor er det for mig også helt naturligt, at danske virksomheder kommer til at spille en rolle.”