Nyt proviant i ældgammel varde

Hvis nogen er sulten eller tørstig, så er det godt at vide at der ligger to dåser Jaka-bov, en rulle Mariekiks og ikke mindst.... en flaske vodka klar i en varde på Dannebrog 100 kilometer syd for Tasiilaq.
Skrevet af Karsten Sommer
24. februar 2012 11:12

Det beretter den næstkommanderende på inspektionsskibet VÆDDEREN, Niels Pind, der i sidste uge inspicerede den såkaldte Graahs Varde, der blev bygget helt tilbage i august 1829.

Dengang nåede kaptajnløjtnant i flåden, Wilhelm August Graah, efter en rejse på 3 ½ måned i konebåd frem til det nordligste punkt på deres ekspedition, i deres søgen efter den sagn-omspundne "østerbygd”, hvor nordboerne ifølge overleveringen skulle have opholdt sig.

Han fandt dog aldrig spor af nordboerne på østkysten. På Dannebrog Ø byggede han så en varde, hvorefter han vendte sydover og nåede tilbage til beboede områder i sommeren 1830.

I dag, 182 år efter at varden blev bygget, havde holdet fra Vædderen i sidste uge til opgave at undersøge og fotodokumentere Graahs Varde, fortæller Grønlands Kommandos hjemmeside.

Turen foregik med helikopter, og efter nogen søgen fandt holdet på toppen af den nord-østlige pynt af øen, hvad de betegner som en stendynge, der helt klart var menneskeskabt.

Varden blev fotograferet, nøjagtig position registreret og den medbragte proviant bestående af 2 dåser Jaka-bov, en rulle Mariekiks og en flaske vodka samt et lille brev blev lagt i varden, fortæller Niels Pind fra Vædderen.

Efter 30 minutters flyvning var holdet atter tilbage om bord på Vædderen. En rejse som Wilhelm August Graah var 1 ½ år om at tilbagelægge i 1830.