Nyt og større klimasamarbejde mellem Grønland og Canada

Chefen for Grønlands Klimaforskningscenter, professor Søren Rysgaard, kommer til at stå i spidsen for et nyt, stort grønlandsk-dansk-canadisk klimaforskningssamarbejde.
Skrevet af Karsten Sommer
17. maj 2010 16:31

Et ny store klimaforskningscenter, som er under opbygning i Canada, suppleret med Klimacenteret i Grønland, vil betyde at en række af verdens førende videnskabsfolk inden for klimaforskning nu vil være samlet i Arktis.

Centret bliver desuden et af de bedst finansierede. Alene de canadiske aktiviteter er støttet med et trecifret millionbeløb i perioden 2011-2018.

Med udnævnelsen kommer Søren Rysgaard til at stå i spidsen for centrale dele af den canadiske klima- og isforskning, samtidig med at han fortsætter som leder af Grønlands Klimaforsknings­center.

- Erfaringerne fra det Internationale Polarår viser tydeligt, at der skal samarbejdes i store forskningsenheder på tværs af landegrænser, hvis vi skal forstå klimasystemet og dets påvirkning af naturen og samfundet, siger Søren Rysgaard.

- Klimaforandringer går så hurtigt netop nu, at det kræver et stort forskningsteam med mange forskellige specialister at følge udviklingen og forstå hvordan de mange forandringer påvirker Arktis, siger han.

Centret i Canada kommer til at beskæftige omkring 80 forskere, og det nye samarbejde med Grønlands Klimaforskningscenter vil betyde en væsentlig styrkelse af det faglige miljø inden for en række nye forskningsområder her i Grønland.

Klimacentret i Nuuk tæller i dag 15 faste medarbejdere og 80 eksternt tilknyttede forskere.