Nyt mentorprojekt godt fra start

Det Grønlandske Hus i København er godt tilfreds med interessen i det nye mentorprojekt Ilik, som skal hjælpe nytilflyttere med at undgå faldgruberne i det danske system.
Foto © : ILIK
Skrevet af Martine Lind Krebs
15. oktober 2013 08:39

Tanken med Ilik er at koble nytilkomne grønlændere i København sammen med mentorer, der kan hjælpe dem med stort og småt.

-Det gode ved den her ordning er, at vi kan lave en målrettet hjælp. Vi har en samtale med tilflytteren fra Grønland om, hvad de specifikt godt kunne tænke sig at få hjælp til. Er det at komme ind på jobmarkedet eller at finde en bolig? Eller har de bare generelt behov for at have en kontaktperson, som de kan snakke med, siger projektleder Mille Schiermacher.

Der er både studerende, patienter og folk, der er flyttet til Danmark på grund af familien, blandt Iliks brugere. Hen over sommeren er de første 10 par blevet koblet sammen. Og den hjælp, der efterspørges spænder bredt - fra hjælp til at få konverteret kørekortet til jobsøgning og køb af bolig, siger Mille Schiermacher:

-Det er mange forskellige lavpraktiske ting, og så handler det også bare om at have nogle mennesker, man kan være sammen med på en rar måde, fordi det kan være en meget stor omvæltning at flytte herned.

Ingen andre sociale projekter for grønlændere i Danmark sætter ind så tidligt som Ilik, og det kan da også være svært at få fat lige netop den målgruppe, der er i fare for at havne som socialt udsatte. Men netop den lavpraktiske hjælp kan gøre en forskel, siger Mille Schiermacher.

-Vi går eksempelvis ind og forsøger og modvirke nogle gældsspiraler. Hvis du ikke har et sted at bo bliver det meget hurtigt ekstremt dyrt at klare dig i Danmark. Og du kommer også hurtigt ind i et misbrugsmiljø, hvis du ikke har overskud. Lige nu har vi både brugere, som har været her et stykke tid, og som er ressourcestærke, men oplever hvor svært det kan være at klare sig. Og så har vi også nogle, som er tunge fra starten, og som vi prøver at hjælpe så godt som muligt.

Ilik er indtil videre finansieret frem til august 2014, blandt andet af midler fra Oak Foundation.