Nyt lærlingekollegium indvies i dag

Kollegiet er i Nuuk, og har plads til 42 lærlinge, der ikke har haft mulighed for at finde praktikplads i hjembyen.
Skrevet af Najaaraq Egede
28. januar 2011 06:59

Medlem af Naalakkersuisut for Uddannelse Mimi Karlsen indvier det nye lærlingekollegium i Nuuk den 28. januar 2011 klokken 14.30.

Manglen på kollegier er en af de problemstillinger Naalakkersuisut forsøger at minimere, for at flere unge kan starte på en uddannelse. Det nye lærlingekollegium i Nuuk er placeret på adressen Manguaraq 29, og har plads til 42 lærlinge, hvoraf 5 af værelserne er handicapvenlige.

-Kollegiet skal huse lærlinge fra kysten, for hvem det ikke har været muligt at finde praktikplads i deres hjemby, skriver Landsstyreområdet i en pressemeddelelse.

Mange unge helt ned til 15 års alderen flytter tusindvis af kilometer væk fra deres familie, for at starte på en uddannelse.

- Det er vigtigt, at de bliver taget godt imod. Derfor er der på kollegiet også indrettet en bolig til en voksen, som skal fungere som kontaktperson for de unge under 18 år, siger Mimi Karlsen.