Nyt koncept til erhvervsudvikling

Sermersooq Erhvervsråd vil give alle kommunens borgere mulighed for at deltage aktivt i erhvervsudviklingen. Erhvervsrådet starter derfor i denne uge erhvervsudviklings-konceptet ”Nukiit - fundamentet for udvikling”.
24. januar 2013 04:58

Nukiit-konceptet vil blive afholdt minimum to gange i samtlige 12 byer og bygder i Sermersooq-regionen.

- Vi faciliterer i Nukiit-konceptet en udviklingsproces med de lokale, hvor de under forløbet selv får fastlagt udviklingsmål, hvortil vi efterfølgende vil afholde kompetenceudviklingskurser og kontinuerlig opfølgning af de enkelte projekter. Dette for at sikre, at vi giver deltagerne værktøjer til selv at udvikle deres ideer, siger direktør for Sermersooq Erhvervsråd, Marie Fleischer.

Marie Fleischer ser optimistisk på de kommende erhvervsseminarer, da erhvervsrådet typisk møder stort engagement og vilje blandt borgerne.

- Der vil erfaringsmæssigt komme ildsjæle op til overfladen, der kan motivere medborgerne og de lokale udviklingsprojekter. Bare én kan gøre forskellen. Dem, der har initiativ og vilje, vil vi bakke op om ved konkrete kompetenceudviklingstiltag eller bistå med udarbejdelse af analyser som eksempelvis mulige salgskanaler eller lignende, slutter Marie Fleischer.

”Nukiit - fundamentet for udvikling” gennemføres første gang i Qeqertarsuatsiaat i weekenden den 26. og 27. januar 2013, hvorefter Tasiilaq, Ittoqqortoormiit, Paamiut og Nuuk med dertil knyttede bygder ligeledes vil få glæde af konceptet.