Kommune Kujalleq Nyt kommunalt boligselskab skal sætte gang i nybyggeri

Kommunalbestyrelsen har valgt at etablere boligselskabet Kujallermi Illuutit A/S i forsøg på at få gang i boligbyggeriet i Sydgrønland.
Selskabet skal over de næste fem år opføre i omegnen af 100 boliger i Qaqortoq, Narsaq og Nanortalik.
De første byggerier bliver sat i gang næste år. Det bliver 20 personaleboliger, som forventes at stå klar i 2019.
Onsdag kunne KNR blandt andet fortælle, at lærerne i Qaqortoq har problemer med udtjente personaleboliger.
Det har for eksempel betydet, at skoleinspektøren og viceinspektøren på byens skole nu rejser fra Sydgrønland, fordi boligforholdene er for ringe.
Og i Kommune Kujalleq er håbet nu, at det nye selskab, vil være med til at løse boligproblemerne.
- Det er mit håb at vi med selskabet hurtigt kan arbejde for at det kan være godt og trygt at være borger i Kommune Kujalleq, og at vi fremadrettet kan tilbyde vores hårdt tiltrængte personale gode og tidssvarende boliger, siger borgmester Kiista P. Isaksen i en pressemeddelelse.