Nyt IT-system til 80 millioner kroner skal give bedre økonomistyring

Selvstyret har indgået en seksårig aftale med IT-leverandøren Fujitsu om levering af et nyt IT-System til mere end 80 millioner kroner.
07. september 2016 05:30

Det nye system skal bruges til bogføring, og skal erstatte en række andre programmer, som man hidtil har benyttet sig af. Til gavn for borgerne her i landet. Det fortæller Lars Dencker, der er chef i Økonomi- og Personalestyrelsen.

- De vil forhåbentlig opleve, at den offentlige sektor er mere effektiv, siger han.

Skal erstatte flere systemer

Som det er i dag, har de fire kommuner og Selvstyret hvert deres økonomisystem.

- Som er sårbare og omkostningstunge at drive og vedligeholde. Samtidig er det vanskeligt at udveksle data mellem offentlige myndigheder, siger han.

Det nye IT-system skal blandt andet være med til at sikre en bedre styring af økonomien i Selvstyret og kommunerne. Samtidig skal det give et bedre overblik over, hvordan økonomien ser ud i kommunerne.

- Hvilket blandt andet har betydning, når man skal diskutere bloktilskud, siger Lars Dencker.

VIl undgå IT-skandale med sikkert valg

Over de sidste års finanslove har Naalakkersuisut afsat 57.742.000 kroner til det nye økonomi IT-system.

Ud over det har kommunerne afsat 25 millioner til gennemførelse og implementering, fortæller Lars Dencker til KNR.

I Danmark har der været flere IT-skandaler, når det offentlige har investeret i nye IT-systemer, som ofte er blevet forsinket og har kostet langt mere end først budgetteret.

Men Lars Dencker er sikker på, at det ikke kommer til at ske her, da Fujitsu har leveret en god beskrivelse af det nye system.

- Men samtidig har vi også besluttet til i stor udstrækning valgt at bruge det standardsystem der er, så man ikke starter med at udvikle fra bunden, siger Lars Dencker, der er chef i Økonomi - og Personalestyrelsen.

Det system skal efter planen tages i brug i Kommuneqarfik Sermersooq og Selvstyret 1. januar 2018 og året efter i de tre resterende kommuner.