Nyt hotel i Ilulissat: Man bliver meget stolt

I Ilulissat er det første spadestik gravet til et nyt 4-stjernet hotel. Brødrene Tommy og Frank Bagger glæder sig til at kunne byde gæsterne velkommen i 2021.
Skrevet af Kathrine Kruse
09. september 2019 08:08
Versionist Malik Brøns

- Man bliver meget stolt. Vi har gjort vores anstrengelser for at nå målet. Og det lykkedes til sidst.

Det siger en glad Tommy Bagger, der er en af bygherrerne på det nye hotel i Ilulissat med det mundrette navn Hotel Ilulissat.

Det første halve år i år overnattede op mod 34.000 på hoteller i Ilulissat. Og det forventes, at endnu flere vil komme til byen med den internationale lufthavn.

Han og hans bror Frank Bagger har sammen med Jens Salling derfor grebet muligheden for at tage imod de mange turister i Ilulissat.

- Der kommer mange turister hertil. Der er mange, som mangler et sted at bo. Vi har et lille Bed and Breakfast heroppe, som er efterspurgt, siger han.

Tommy Bagger lufter også idéen om at bygge flere hoteller i fremtiden.

- Vi ved, at vi får en ny lufthavn. Derfor bliver der behov for mange hoteller. Vi bygger kun ét, men der kommer sikkert flere, siger Tommy Bagger.

Brødrene Bagger ser også frem til at give deres gæster en flot udsigt over Ilulissat. De har nemlig ved hjælp af en drone fløjet op til fem etagers højde for at forestille sig udsigten.

Hotel til 110 millioner kroner

Hotellet får 78 værelser på fem etager, ligesom der vil være en restaurant og altan på den øverste etage. Der vil også være et mødelokale med plads til 25 personer.

Det forventes at Hotel Ilulissat kommer til at koste mellem 110 og 120 millioner kroner.

Tommy Bagger regner med, at hotellet fejrer åbningen 15. maj i 2021.

I Ilulissat er der i forvejen fire hoteller – Hotel Arctic, Hotel Hvide Falk, Hotel Icefiord og Hotel Avannaa.