Det er et imponerende skib, der i fremtiden blandt andet skal overvåge fiskebestandene i Grønland.

Nyt forskningsskib skal fragte Grønland mod gylden fremtid

Grønland har fået et nyt forskningsskib, som bliver et fyrtårn i forskning i Arktis og en potentiel gevinst for samfundsøkonomien.

Der er kommet et nyt skib på havnen i Nuuk, som med sin længde på 61,4 meter og bredde på 16 meter ikke er til at overse.

Skibet hedder Tarajoq og er Grønlands nye havforskningsskib.

LÆS OGSÅ Grønlands nye forskningsskib er søsat i Spanien

Tarajoq drives af Pinngortitaleriffik (Grønlands Naturinstitut) og skal som forskningsskib primært overvåge reje- og fiskebestandene i det grønlandske farvand.

Det fortæller Klaus Nygaard, der er direktør for Pinngortitaleriffik, til KNR.

- Skibet skal udføre en masse togter, hvor vi tager ud og laver bestandsopmålinger på for eksempel rejer, hellefisk og torsk. Det primære formål er at skaffe det videnskabelige grundlag for en bæredygtig udnyttelse af ressourcerne i havet.

At sikre et bæredygtigt fiskeri efter for eksempel torsk, lodder og rejer er ifølge Klaus Nygaard vigtigt, da fiskeriet er helt afgørende for den grønlandske økonomi.

For er der ingen fisk at fange, er der heller ingen penge at tjene.

LÆS OGSÅ 200 millioner klar til nyt forskningsskib

Oplysningerne, som Tarajoq indsamler om rejernes og fiskenes tilstand, skal også bruges til at opnå bæredygtighedsmærkningen MSC på fisk og rejer fanget i Grønland.

Bliver fangsten MSC-mærket, kan den nemlig sælges til en højere pris, hvilket er en fordel for både fiskerne og landets økonomi.

Det hele går ikke op i fisk

Udover at holde et vågent øje med fiskebestandene, så skal Tarajoq også bruges til klimaforskningsprojekter og opmåling af havbunden omkring Grønland.

Tarajoq har plads til 12 besætningsmedlemmer og 20 forskere. Det betyder, at skibet også bliver en sejlende uddannelsesinstitution for studerende, der for eksempel er i gang med en maritim uddannelse.

- Der er pladser til studerende, som er ved at uddanne sig til blandt andet maskinmester og styrmand. Så der er flere overordnede samfundsgevinster ved det nye skib, siger Klaus Nygaard.

Tarajoq er finansieret af Grønlands Selvstyre med støtte fra Aage V. Jensens Fonde. Selvstyret har bidraget med 220 millioner korner, mens Aage V. Jensens Fonde har lagt de sidste 15 millioner kroner.

Det er planen, at skibet skal døbes i begyndelsen af maj, hvor det også er håbet, at offentligheden kan komme ombord og se skibet indefra.



Giv os et tip

Send en SMS til 1717

Skriv Unnia og derefter dit tip og send sms'en til 1717.
(du kan også skrive Tip i stedet for Unnia)

Giv os dit tip på knr.gl/1717

Eller send en email 1717@knr.gl