200 millioner klar til nyt forskningsskib

Det er en stor begivenhed, at Naalakkersuisut vil afsætte 200 millioner kroner til et nyt forskningsskib.
Sådan lyder det fra Grønlands Naturinstitut, som ikke kan vente med at tage det nye skib i brug, som skal være med til at sikre det videnskabelige grundlag for fiskeriet.
- Med det nye skib går vi en ny æra i møde, idet Grønland fremover også vil være i stand til at varetage de videnskabelige undersøgelser af de nye vigtige pelagiske ressourcer, udtaler formand for Pinngortitaleriffiks bestyrelse, Gert Mulvad i en pressemeddelelse.
LÆS OGSÅ Pâmiut går på pension som forskningsskib
Det nye forskningsskib, som forventes at være klar ved udgangen af 2020, skal erstatte ”Pâmiut”, som efter 47 års virke i efteråret blev taget ud af drift.
Da data fra skibet har været med til at danne grundlag for den biologiske rådgivning for det udenskærs fiskeri efter rejer, hellefisk og torsk, kan det ifølge Naturinstituttet få stor samfundsmæssig betydning, hvis der bare er et kort afbræk i dataindsamlingen.
Derfor er man også glad for, at man på rekordtid har samlet en klar politisk opbakning, så man kan sende opgaven i udbud allerede i år, hvis det går efter planen, skriver Grønlands Naturinstitut.