Nyt cirkulære forfordeler regeringspartierne

Et nyt cirkulære har gjort det muligt for medlemmerne af Naalakkersuisut at ansætte en særlig rådgiver, i daglig tale en spindoktor. Det giver ifølge Sara Olsvig (IA) partierne i regeringskoalitionen uberettigede fordele i forhold til partierne udenfor regeringen.
Skrevet af Peter Troelsen
08. januar 2014 12:29

Fordelene skyldes det faktum, at de særlige rådgivere også har lov til at udføre partirelateret arbejde, og dermed har man givet partierne i koalitionen uberettigede fordele. I Danmark er der fx ikke tilladelse til at spindoktorerne kan deltage i partiarbejde. Der er vandtætte skodder mellem ministerierne og partiernes arbejde.

-I et system, hvor de enkelte partier generelt har få midler til politisk rådgivning, skaber dette en skævhed, som i meget stor grad tilgodeser Naalakkersuisutpartierne. Særlig set i lyset af at der også er ministersekretærer og mulighed for at ansætte pressekoordinatorer efter opslag, som kan varetage mange af de samme opgaver, bortset fra at være partirådgivere, fastslår Sara Olsvig.

Olsvig mener, det skaber større afstand mellem pressen og Naalakkersuisut og dermed også mellem befolkningen og landets regering. Det er et demokratisk problem for et ungt demokrati som det grønlandske.

Vi kræver derfor, at cirkulæret revideres og at vi får en generel debat om, hvilken form for ordning om  brug af særlige rådgivere der passer til Grønland, samt om det overhovedet er hensigtsmæssigt for det grønlandske demokrati at have spindoktorer.

-