Nyt center skal forske i sikkerhedspolitik i Arktis
Forsvars- og Sikkerhedspolitikken i Arktis kommer under lup, når Forsvarsakademiet opretter et nyt Center for Arktiske Sikkerhedsstudier (CAS) i marts i år.
Centeret skal blandt andet formidle viden og rådgive myndighederne og offentligheden om de udfordringer rigsfællesskabet står overfor i Arktis.
Det nye center bliver oprettet som et samarbejde med Ilisimatusarfik. Og den ene af centerets kommende fem medarbejdere skal arbejde ved universitetet i Nuuk.
Center bygger på aftale om samarbejde
Sidste år lavede Forsvarsakademiet netop en samarbejdsaftale med Ilisimatusarfik, der skal sikre deling af viden og fælles projekter.
LÆS OGSÅ Viden skal give Grønland og Danmark ledende rolle i Arktis
Med samarbejdet skal det nye center blandt andet forske i de forandringer, der sker i det arktiske område, så rigsfællesskabet er forberedte og kan træffe de bedste beslutninger for regionen.
- I Arktis er der en ny sikkerhedssituation, som det er vigtigt, at flere kender til og forstår, siger forsvarsminister Trine Bramsen.
Stormagters interesse forandrer situationen
CAS bliver oprettet efter en periode, hvor interessen for Arktis har været stigende. Temperaturstigningerne giver nye muligheder for handel og eftersøgning af råstoffer og det har fået flere lande til at rette opmærksomheden mod Arktis og ikke mindst Grønland.
Stormagterne USA, Kina og Rusland rører alle på sig i Arktis og det ændrer den politiske situation.
Rusland har de seneste år opgraderet arktiske militærbaser, Kina har vist interesse for at investere i Grønland og USA er ved at åbne en diplomatisk repræsentation i Nuuk i et forsøg på at markere sig som Rigsfællesskabets nærmeste allierede.