Nyt akutcenter indviet på Dronning Ingrids Hospital
Udover bygningerne har fonden også doneret penge til skopiudstyr, der bruges til undersøgelse af de indre organer. Nu står Dronning Ingrids Hospital med et splinternyt og topmoderne akutcenter, der rummer nogle af hospitalets mest vitale funktioner så som intensiv, opvågning, operationsafdeling, dagkirurgi, skadestue og sterilcentral.
- Sundhedsvæsenet er meget taknemmelig for den gavmilde donation, som har gjort det muligt at indrette det nye Akutcenter. De moderne rammer og det nye udstyr giver mulighed for at skabe mere effektive arbejdsgange og patientforløb. Med det nye udstyr kan sundhedsvæsenet gennemføre mere skånsomme operationer, f.eks. ved hjælp af kikkertkirurgi. Det betyder, at patienterne hurtigere kan komme hjem og genoptage deres normale tilværelse”, skriver medlem af naalakkersuisut for Sundhed Agathe Fontain i en pressemeddelelse.
Det er langt fra første gang at A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal støtter formal til gavn for de nordligere dele af Rigsfællesskabet. Sømandshjemmet i Thorshavn og Nordatlantens Brygge på Christianshavn i København er andre ting, som fonden har ydet et stort økonomisk tilsagn til.
-Det stemme jo overens med alle fondens formål. Dels om nordiske projekter, dels om det lægefaglige og dels om at støtte almene formål .Vi fik i sin tid en ualmindelig god og velbegrundet ansøgning, som vi besluttede os for at støtte op omkring. Det er en god ide at få lavet et nyt akutcenter, der uden tvivl vil gavne befolkningen på Grønland. Vi har også haft en finger med i spillet omkring lægeklinikken på hospitalet, og vi støtter gerne gode formål over hele Rigsfællesskabet, fortæller fondens direktør Henrik Tvarnø til knr.gl.