Nye supervisere skal støtte fagpersoner

Fredag fik 17 erfarne fagpersoner fra hele kysten overrakt eksamensbeviser på deres efteruddannelse som supervisors.
Foto © : Ken Jensen
16. maj 2015 12:00

En supervisor har til opgave at agere samtalepartner med fagpersoner, der har været ude for svære oplevelser i sit arbejde.

For ligeså svært det er at være en udsat ung eller en familie i krise, næsten ligeså svært kan det være at være den fagperson, der sidder med sagen og skal forsøge at træffe de rigtige beslutninger, og rådgive bedst muligt.

De nye supervisors er en tværfaglig gruppe, der alle arbejder med udsatte børn og børnefamilier i det meste af Grønland.  

 

Tilbage til lokalsamfundet

Supervisoruddannelsen gør dem i stand til at "supervisere" - det vil sige at tale med fagpersonen om de oplevelser, vedkommende har gennemlevet, og hjælpe til med at få oplevelserne bearbejdet.

Nu har Supervisoruddannelsen sendt de 17 nye, fagligt uddannede samtalepartnere tilbage til deres lokalsamfund, så der overalt i landet findes uddannede personer, der kan gå ind og støtte op om medarbejderne i social- og sundhedssektoren.

Det er familiedirektoratets "Enhed for Tidlig Indsats" der i samarbejde med Dansk Familieterapeutisk Institut har stået for at arrangere efteruddannelsen, der har strakt sig over nogle år med i alt 34 kursusdage.