Nye sportsgrene ved Sommeridræt 2012 i Nuuk

I lighed med de seneste år har Kommuneqarfik SERMERSOOQ igen i år besluttet at tilbyde børn og unge i Nuuk at dyrke sport i skolernes sommerferie. I år foregår det hele i Godthåb hallen. Sommeridræt 2012 starter lørdag 23. juni og foregår løbende frem til 28. juni.
Skrevet af Peter Troelsen
17. maj 2012 09:45

Børnene i Kommuneqarfik Sermersooq kan i sommerferien prøve kræfter med sportsgrene som basketball, armbrydning og Inuit Games, når Sommeridræt slår dørene op for interesserede sidst i juni måned.

-I år har vi besluttet at prøve nogle nye idrætsgrene af, og vi er i år gået lidt væk fra de traditionelle sportsgrene som fodbold og håndbold. Vi har store forventninger til Inuit Games, der er ældgamle sportsgrene om vi har dyrket her i landet i århundreder. Disciplinerne er bl.a. two-foot high kick, kneel jump, Alaskan high kick,  airplane, armtræk, fingertræk, stickpull, one hand reach, head pull, og one foot high kick, fortæller Nick Lyberth Berthelsen fra Kommuneqarfik Sermersooq, der er blandt de ansvarlige for sommerens tilbud til børn og unge.

Da kommunen første gang startede Sommeridræt op, var det for at give et tilbud til de børn, der ikke havde mulighed for at tage på ferie uden for Nuuk, men senere hen har man fået større ambitioner med arrangementet. Desuden har skolerne også, modsat tidligere år, sendt breve hjem til forældrene, så de ved, hvad deres børn kan deltage i, når sommerferien begynder.

-Vi kan bruge Sommeridræt til at introducere foreningslivet for børnene i kommunen, og der er heller ingen tvivl om, at det er sundt for ungerne at få rørt sig med noget målrettet idræt at gå til. Hvis vi kan få fat i bare en lille del af børnene og få dem kanaliseret ind i byens foreninger, har vi gjort os selv og børnene en stor tjeneste på langt sigt, mener Nick Lyberth Berthelsen, der tror på fuldt hus i Godthåbhallen igen i år.

Der har været meget stor opbakning bag Sommeridræt 2012 fra det lokale erhvervsliv. Sponsorater har gjort det muligt for Kommuneqarfik Sermersooq at tilbyde både træningstøj, drikkedunk, frokost og frugt til deltagerne for et beløb på kun 50 kr. pr. deltager.

-Programmet i år er helt klart det bedste, vi endnu har kunnet byde på. Velvillige sponsorer og erfaringer fra de tidligere år har betydet, at vi i år kun skal bede deltagerne om at tage sko med til indendørs brug, og så i øvrigt at have sovet og spist godt inden de ankommer til Sommeridræt. Det gør vi fordi deltagerne på den måde kan få mest muligt udbytte af at deltage. Det bliver fysisk hårdt, men ikke mere end at alle kan være med, fastslår Nick Lyberth Berthelsen, der især ser frem til at introducere armbrydning for deltagerne. En sport der er stort set ukendt i Grønland, men i de senere år har vundet stor udbredelse i Sverige, Tyskland, USA og Canada.

Tilmelding til kommenen inden 15. juni.