Nye spilleregler i Inatsisartut

Taletiderne skal ændres, før der tages hul på selve forårssamlingens dagsorden. Ændringerne skal gøre debatten mere levende, men vil også forringe nogle vælgeres mulighed for at følge med.
09. april 2010 10:21

Det skal være slut med gentagende spørgsmål til ordførerne, og mundtlige fremlæggelser af forslag og svarnotater, der allerede er delt ud på skrift. Det er hovedtrækkene i det forslag, som Formandskabet for Inatsisartut præsenterer i dag:

- Det er for at minimere oplæsningsperioderne fra talerstolen og give debatterne en mere levende form, begrunder formand for Inatsisartut Josef Motzfeldt.

De nye regler siger, at hvert parti højest kan stille 3 spørgsmål til hvert ordførerindlæg fra andre partier. Tidligere var dette ubegrænset. Desuden skal der ikke længere stilles spørgsmål eller knyttes kommentarer under afsluttende bemærkninger.

De nye regler for taletiden hilses velkommen af gruppeformand for Atassut, Finn Karlsen:

- Medlemmer kommer til at udtrykke deres holdninger på en klarere måde, fordi de vil udnytte tiden bedre. Det vil også komme lytterne til gode. Under efterårssamlingen oplevede vi jo, at mange medlemmer kom med mange spørgsmål, som ordførerne ikke kan svare på. Det er ikke anstændigt.

Regelændringerne betyder dog også ringere mulighed for at følge med i debatterne for de vælgere, som ikke har adgang til internettet, og som bor uden for hovedstaden, hvor Inatsisartut er placeret.

Hvis ikke disse borgere har adgang til de skriftlige fremstillinger af forslagene og svarnotaterne på forhånd, får de kun brudstykker af debatten. Med de nye regler bliver disse indlæg ikke altid læst op, og KNR Radio transmitterer kun i et begrænset tidsrum fra Inatsisartut.

- Vi kan jo ikke bestemme, hvor lang tid KNR skal sende. Men vi har korrespondance med KNR om, at når en eventuel digitalisering er gennemført, skulle det uden besvær være muligt, at Inatsisartut kan få en kanal for sig selv. Og her kan hele debatter transmitteres, indtil de er slut, forklarer Josef Motzfeldt.

De nye regler har allerede været til intern høring blandt partierne og medlemmerne af Inatsisartut og Naalakkersuisut.

Forårssamlingen fortsætter til og med onsdag den 19. maj.