Nye retningslinjer for transport af lig

Der er nok af udfordringer, når et familiemedlem dør. Specielt, hvis afdøde skal begraves et andet sted i landet, eller hvis afdøde skal transporteres mellem Danmark og Grønland. Det kan være både besværligt og dyrt, påpeger Landslægeembedet i en pressemeddelelse.
Skrevet af Karsten Sommer
17. januar 2018 12:49

 

Derfor er det en god nyhed at der nu er kommet alternativer til de særlige zinkkister, som afdøde personer hidtil har skullet transporteres i.

De nye transportkister er fremstillet af en særlig kunststof-emballage, specielt beregnet til formålet. Ud over at være meget lettere end de gamle zinkkister, og dermed billigere i transport, er de også mere miljøvenlige, skriver Landslæge Henrik L. Hansen i pressemeddelelsen.

Kunststof-emballagen er godkendt til transport af afdøde af organisationen International Air Transport Association (IATA), som har lavet en række internationale standarder for lufttransport.

På den baggrund har Landslægeembedet, i samråd med Politimesteren i Grønland og Departementet for Sundhed, besluttet at ændre de gamle regler om brug af zinkkister ved transport af afdøde.

Kravene til emballering af afdøde skal dog i forvejen aftales med flyselskabet eller rederiet, der skal stå for transporten af afdøde.

Man kan læse mere om de nye regler på Landslægeembedets hjemmeside nun.gl.