Nye regler for forsamlinger åbner op for nationaldagen

De nye regler for forsamlinger giver kommunerne lidt mere råderum til at lave arrangementer for nationaldagen på søndag. Det glæder Avannaata Kommunia, men Kommune Kujalleq holder tilbage.
Nye retningslinjer for coronavirus giver nye muligheder for at fejre nationaldag rundt om i landet. Arkivfoto. Foto © : Mogensen Henning Lund
Skrevet af Malik Brøns
19. juni 2020 09:57

Naalakkersuisut ændrede i denne uge reglerne for forsamlinger.

Hvis et arrangement ikke har fysiske konkurrencer, og deltagerene kommer fra lokalområdet, må en indendørs begivenhed samle 100 personer.

Rykker man arrangementet udendørs, kan helt op til 250 personer samles - så længe man ikke opfordrer personer til at rejse til arrangementet for at deltage, lyder det i bekendtgørelsen fra Naalakkersuisut.

Før var det ikke tilladt at samles mere end 100 personer.

Bekendtgørelsen ændrede pludselig Avannaata Kommunias program for nationaldagen. Det var ellers planen, at det meste skulle foregå digitalt, men nu vil det være muligt at være lidt flere samlet og fejre dagen.

- Da det blev ændret til 250 personer, har vi i de sidste par dage haft travlt med at lave programmet om, hvor der vil være flere arrangementer og med lidt mere menneskelige aktiviteter, siger Avannaata Kommunias borgmester, Palle Jeremiassen (S).

De lidt mere menneskelige aktiviteter er, hvor man samles for at hejse flaget og synger fællessang uden for kommunens kontor, tilføjer han. 

LÆS OGSÅ De Grønlandske Huse holder nationaldagen online

Før bekendtgørelsen trådte i kraft, var det planen at droppe sælfangstkonkurrencen i Ilulissat. Men den kan nu skydes i gang på søndag, siger Palle Jeremiassen.

- Det var ellers planen, at for eksempel min tale skulle være gennem facebook, men nu, for at sige det på en anden måde, så vil det foregå sammen med befolkningen, siger Palle Jeremiassen.

Han glæder sig selv til at fejre nationaldagen.

- Vi har tradition i familie for på nationaldagen at samle familien og spise grønlandsk mad om aftenen, siger han.

- Det er en meget vigtig dag, jeg glæder mig hvert år til nationaldagen. Det er en dag, hvor vi som folk kommer lidt tættere på hinanden, som jeg glædeligt deltager til.  

Kommune Kujalleq kører efter planen

I Sydgrønland var man tidlig om at annoncere planen for nationaldagen. Det vil foregå digitalt, og selvom der undervejs er kommet lempelser på reglerne for forsamlingerne, vil Kommune Kujalleq ikke ændre planen.

Kommune Kujalleqs borgmester, Kiista P. Isaksen, vil ikke udsætte de ældre og svage i Sydgrønland for en potentiel smitte, når nu landet har åbnet op for indrejsende passagerer fra Danmark.

- Med hensyn til at lave ændringer, så har det været vigtigt for mig at passe på de svage og de ældre i samfundet, på grund af genåbningen af landet, siger Kiista P. Isaksen.

I Kommune Kujalleq kan man følge kommunens arrangementer på Facebook og på Seekon radio.

LÆS OGSÅ Nationaldagen rammes af aflysninger i Sydgrønland

Klokken 13 vil der blandt andet være musik og folkefortællinger fra hele Sydgrønland, som man kan se på Facebook og lytte til på Seekon radio. Det ser borgmesteren frem til.

- Det glæder mig rigtig meget, at vi har givet mulighed for hele Sydgrønland til at give deres bidrag til dette, og alle og enhver kan følge med på dagen.

Hun glæder sig også til nationaldagen, der skal bruges til at samle familien til at spise grønlandsk mad.

- Det er en højtid, hvor jeg føler, at jeg er stolt over at være grønlænder, jeg glæder mig altid til dagen. Det er en af de dage, jeg værdsætter meget højt, siger Kiista P. Isaksen.