Nationaldagen rammes af aflysninger i Sydgrønland

På grund af forbud mod forsamlinger med over 100 mennesker, aflyser Kommune Kujalleq flere arrangementer på nationaldagen og i kulturugen.
Der bliver ingen koncerter i hallen til nationaldagen i Sydgrønland i år. Foto © : KNR
Skrevet af Malik Brøns
09. juni 2020 08:10

Snart åbner inflyvningen til Grønland den 15. juni. Men en del af de restriktioner, som naalakkersuisut har indført for at mindste coronasmitte, gælder stadig. Eksempelvis forsamlingsforbuddet.

Og det får konsekvenser for Kommune Kujalleq og fejringen af nationaldagen, der er lige om hjørnet.

- Kommune Kujalleq har i år bestemt, at i alle byer og bygder skal alle udendørs aktiviteter, samt koncerter ude i hallen om aftenen desværre aflyses på grund af forbud på forsamlinger over 100 mennesker, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Kommunen leder efter musikere

I stedet vil kommunen prøve at arrangere akustiske shows i forskellige institutioner. Det kan være institutioner som ældreplejehjemme, museer, døgninstitutioner eller ungdomsklubber.

Derfor leder kommunen efter musikere, der har lyst til at spille for både de unge og ældre.

Kommune Kujalleq vil også indspille musik fra forskellige musikere i Sydgrønland, som vil blive sendt over Seekon Radio til nationaldagen. En video vil også blive vist på Kommune Kujalleqs facebookside.

- På den måde håber man at kunne holde samvær på afstand under nationaldagen, skriver kommunen i pressemeddelelsen.

LÆS OGSÅ Coronavirus holder GM i venteposition

Kommunen håber, at man vil være sammen på afstand og fejre nationaldagen, men at det har været en kedelig beslutning af tage.

- Kommune Kujalleq glæder sig utroligt meget til at kunne lave events igen, men har været nødsaget til at lave den kedelige beslutning i år på grund af Covid-19, skriver kommunen.