Nye instruktører i psykisk førstehjælp

De første instruktører i psykisk førstehjælp er blevet uddannet af Kalaallit Røde Korsiat i Grønland.
Skrevet af Pipaluk Høegh
08. oktober 2012 12:04

I søndags blev 8 ledere fra Sungiusarfik Aaqa færdige med et kursus i psykisk førstehjælp. Nu kan de kalde sig for Grønlands første instruktører i psykisk førstehjælp, uddannet af Kalaallt Røde Korsiats førstehjælpsudvalg. Kursisterne har gennemgået et intensivt 24 timers kursus.

De daglige ledere i Sungiusarfik Aaqa skal bruge de værktøjer, som de har fået under kurset til deres daglige arbejde i Sungiusarfik Aaqa, der er et behandlingshjem for skizofrene. I Sungiusarfik Aaqa er der også tilknyttet værksstedet Alloriarfik. Der er også en underafdeling for personer med Prader-Willi Syndrom.

Det er planen, at de 8 nyudlærte psykisk førstehjælps instruktører skal undervise deres kolleger i psykisk førstehjælp. På den måde vil personalet i de forskellige afdelinger i Sungiusarfik Aaqa være mere beredt, hvis der eventuelt skulle ske noget psykisk belastende på deres arbejdsplads, eller hvis der opstår noget traumatisk i deres privatliv. Det kan være akutte kriser som ulykker, livstruende sygdom, dødsfald, skilsmisse, mobning eller vold på arbejdspladsen.

- Det er vigtigt at tage disse forhold alvorligt og gribe fat om dem, inden de belaster de berørte personer med fare for tab af livskvalitet, oplyser sekretariatschef i Kalaallit Røde Korsiat Kirsten Mortensen.

Det er psykiatrisk sygeplejerske og instruktørtræner for Røde Kors Olav Øfverlind Pedersen, der stod for undervisningen af de 8 ledere fra Sungiusarfik Aaqa. Han er også formand for førstehjælpsudvalget under Kalaallit Røde Korsiat.

- Det er Kalaallit Røde Korsiat’s vision, at interessen for den nye uddannelse vil sprede sig som ringe i vandet, og at der i fremtiden vil være instruktører i psykisk førstehjælp i alle byer i Grønland.  Det er vigtigt, at den medmenneskelige støtte i de svære livssituationer er noget, vi alle kan bidrage og hjælpe vores medmennesker med, så vi møder livet som hele mennesker, oplyser sekretariatschef i Kalaallit Røde Korsiat Kirsten Mortensen.