Nye ideer om olietransport i Arktis

Isbjerge og olierørledninger er en uheldig kombination, der bekymrer politikere og miljøorganisationer. Men graver man de arktiske rørledninger til olie og gas 15 meter ned i havbunden, vil de ligge godt beskyttet mod passerende isformationer.
22. oktober 2013 10:30

Det konkluderer to ingeniører i Rambøll, som afleverede ideen i den konkurrence, som Rambøll havde udskrevet blandt sine medarbejdere. Og set i lyset af den aktuelle jagt på nordligt beliggende kulbrinter fandt rådgivervirksomheden ideen så god, at Rambøll både har belønnet de to ingeniører med en pris og allerede er gået i gang med at videreudvikle på den.

Ideen med at begrave undersøiske rørledninger i render eller bore dem 15 meter under den arktiske havbund imødekommer behovet for sikker transport af den olie og gas, der udvindes i Arktis, skriver Ingeniøren.dk.

- Ingen har tidligere forsøgt at begrave rørledningen dybt under havbunden i Arktis, hvor problemet er, at meget af isen skraber hen over bunden og kan medføre skader helt ned til ni meter under havbunden,« fortæller Kai Olsen, direktør for Innovation Forum i Ramboll Oil & Gas, som har arbejdet med projekter relateret til olieudvinding i den arktiske region i mere end 25 år.

»Derfor er ideen at grave rørledningen 15 meter ned under havbunden, men det kræver en særlig teknik og særlige redskaber. Det kan f.eks. ikke lade sig gøre at plove renden op, som man gør i andre farvande,« tilføjer han.

Nu skal teknikken først undersøges:

»Vi skal finde besværlighederne, der både kan optræde i form af en ekstremt blød eller en meget hård havbund,« siger Kai Olsen, som tror, at teknikken ret hurtigt kan tages i brug, hvis et olieselskab har brug for det.

Rambøll er med i en række arktiske projekter, bl.a. projektering af en rørledning fra Shells østrussiske Sakhalin-2, der som landets første offshore-felt skal benytte et undersøisk system til produktion af naturgas, og i Statoils rekorddybe undersøiske rørledning Polarled, der strækker sig tværs over den den arktiske cirkel fra Aasta Hansteen-feltet i Norskehavet til gasanlægget i Nyhamna.