Nye helikoptere til Air Greenland

Torsdag d. 18. juli indkalder Air Greenland til ekstraordinær generalforsamling. Der er kun et punkt på dagsordenen: Nemlig at give den daglige ledelse mandat til at påbegynde udskiftning af selskabets Bell 212 flåde.
Skrevet af Karsten Sommer
11. juli 2013 06:45

Det skal ske ved at købe 3 EC155-helikoptere, i daglig tale en Eurocopter, der kan rumme 13 passagerer og 2 besætningsmedlemmer.

De tre Eurocoptere er ifølge indkaldelsen til den ekstraordinære generalforsamling, for tiden udbudt til salg til den nette sum af 105,1 mio. kroner.

- Vi har længe ønsket at erstatte vores Bell 212-helikoptere, og oprindeligt var det planen at sætte det i gang til næste år, siger Air Greenlands bestyrelsesformand Jens W. Willumsen her til morgen.

- Og nu er der pludselig opstået en mulighed for at få 3 Eurocoptere til en acceptabel pris, og derfor ønsker vi at få grønt lys til handlen fra vores ejere, oplyser bestyrelsesformanden, der fortæller at de ny helikoptere primært er beregnet til at betjene Sydgrønland.

- De rummer flere passagerer end de gamle Bell 212, de flyver hurtigere og har en bedre driftsøkonomi, siger Jens W. Willumsen, der håber handlen kan gå i gang, når den ekstraordinære generalforsamling har givet grønt lys torsdag den 18.juli.