Nye fisk kommer til Grønland

Klimaændringerne betyder, at flere nye fiskearter er blevet observeret i farvandene omkring Grønland i de senere år.
Skrevet af Mads Ullerup
24. juli 2012 07:22

De nye fiskearter åbner muligheder for nye fiskerityper, men det kræver at både fiskere, rederier, biologer og politikere står sammen.

Det kræver nemlig sammenhold at få fiskerettighederne til de nye fiskearter kan man læse i Royal Greenlands seneste udgave af medarbejderbladet, Navigatio.

Bladet har talt med Jógvan Tróndarson der gennem 25 år har beskæftiget sig med rejsefiskeri i Grønland.

Og han er ifølge bladet bange for, at de enkelte rederier i Grønland ikke har en jordisk chance for at få tildelt kvoter på de nye arter, uden at man indgår et bredt samarbejde på området.

- Hvis der kommer nogle nye fiskearter til Grønlands farvande og spiser sig store og fede, så har Grønland juridisk ret til at fiske disse fisk. En ting er, at fisken er der, og en anden ting er at få lov til at fiske den, siger Jógvan Tróndarson.

- Man kan stå utroligt alene i Nordatlanten, når man skal tage kampen op over for alle de andre lande.

Jógvan Tróndarson har gennem de seneste år observeret både sild, blåhvilling og makrel i havene omkring Grønland.