Nye bedøvelsesapparater til distrikssygehuse

Distriktssygehusene i Grønland har fået flere bedøvelsesapparater, efter Karen Elise Jensens Fond har doneret penge til at købe det nye udstyr til sundhedsvæsenet i Grønland.
Skrevet af Karsten Sommer
08. oktober 2011 13:29

De nye bedøvelsesapparater er taget i brug på flere af distriktssygehusene på kysten. Radioavisen har talt med en taknemlig chefdistriktslæge fra Aasiaat, der har taget apparatet i brug.

- Det er vi meget glade for, ja det klart, siger chefdistriktslæge Jørn Breinholt i Aasiaat.

Karen Elise Jensen Fond har doneret 2,1 millioner kroner til Grønlands sundhedsvæsen, efter personalet på Dronning Ingrids Hospital samt Departementet for Sundhed søgte om bidrag i 2009.

- Apparaterne blev bestilt i november 2010, og de ankom til Nuuk i januar måned. Vi skulle først lige samlet afprøve dem, inden de kunne sendes til landets distriktssygehuse, fortæller anæstesioverlæge på Dronning Ingrids Hospital Niels Kieler Jensen.

De nye bedøvelsesapparater er nu taget i brug i Nanortalik, Qaqortoq, Narsaq, Paamiut, Maniitsoq, Sisimiut, Uummannaq, Upernavik, Tasiilaq og  Aasiaat.

I Qaanaaq, Qeqertarsuaq og Qasigiannguit er udstyret fremme, men ikke i brug endnu.

Og i denne uge blev det nye bedøvelsesapparat altså taget i brug i Aasiaat. Og det betyder bedre muligheder i forbindelse med operationer, lyder det:

- Vi er glade for at have det, så har vi jo flere muligheder, når vi skal bedøve. Og så er der en respirator med som hjælper patienten med at trække vejret. Også er der en monitor, det vil sige, at man bedre kan følge patientens tilstand, siger chefdistriktslæge Jørn Breinholt i Aasiaat.

Anæstesipersonalet fra Dronning Ingrids Hospital kontrollerer og underviser de lokale sygehuse, når ibrugtagningen af apparatet sker, og anæstesipersonalet fra Nuuk er i Aasiaat i disse dage.