To nye børnebøger klar til julehandlen

Grønlands mest aktive forlag milik publishing har to nye udgivelser klar til julehandlen. Det drejer sig om Kathrine Rosings "Den magiske kasket" og en genudgivelse af børnesangbogen "Erinarsuutikka". Sangbogen er udelukkende på grønlandsk, imens Kathrine Rosings bog udkommer både på grønlandsk og på dansk.
Skrevet af Peter Troelsen
05. december 2012 06:34

I lang tid har ”Erinarsuutikka” været totalt udsolgt fra forlaget, men nu er andet oplag kommet på gaden. Den er stort set uændret, men der er lavet enkelte ændringer og tilføjelser til bogen. Bogens sange står inddelt efter kategori i alfabetisk rækkefølge. De fem kategorier er almindelige sange og sanglege, fødselsdagssange, vuggesange, fastelavnssange og julesange.

”Den magiske kasket” er en bog for børn mellem 7 og 12 år. Den kan bruges både til højtlæsning og som selvlæsning i aldersgruppen. Hovedpersonerne i bogen er den grønlandske dreng Manu og den kinesiske dreng Miu. Og så er der selvfølgeligt den magiske kasket, som Manus bedstemor finder på stranden. Der skal ikke afsløres mere om bogens handling her, men bogen vil sikkert være at finde under træet i år hos mange børnefamilier.