Ny vulkanudbrud betyder aflysninger hos Air Greenland

Air Greenlands flyvning fra København til Kangerlussuaq og retur mandag den 23. maj må desværre aflyses som en følge af den islandske vulkan Grimsvøtns udbrud, det meddeler flyselskabet i en pressemeddelelse.
Skrevet af Najaaraq Egede
22. maj 2011 17:36

De islandske myndigheder har lukket islandsk luftrum indtil videre. Det betyder at Air Greenland ikke kan gennemføre den planlagte flyvning indenfor reglerne af det sikkerhedsmæssigt forsvarlige. Dels mangler man en tilgængelig alternativ lufthavn i Nordatlanten og dels er det ikke forsvarligt at overflyve askeskyen, der går helt op til 15 km op i luften.

De 245 nordgående og 166 sydgående passagerer på flyvningerne vil blive ombooket til de første ledige pladser, når flyvningerne kan genoptages. Air Greenland vil i henhold til forpligtelserne i EU-forordning nr 261 sørge for overnatning og forplejning til passagerer rejsende FRA Danmark i det omfang, der er behov for det.

Berørte passagerer, der rejser i eller fra Grønland, henvises til deres egne rejseforsikringer, da der er tale om en naturkatastrofe. Yderligere info om passagernes rettigheder kan finds i folderen "Dine Rettigheder", der kan hentes i den lokale lufthavn eller downloades på adressen herunder.