Ny viden om lomviens æg

En klodset videnskabsmand, der ved et uheld spildte vand, har ført til ny viden om lomviernes æg.
Skrevet af Martine Lind Krebs
15. oktober 2013 04:54

Britiske forskere har konstateret, at skallen af lomviernes æg har nogle helt særlige overfladestrukturer, som er designet til at beskytte dem. Det skriver det seneste nummer af Polarfronten.

- I forbindelse med, at jeg spildte noget vand over en kurvfuld forskellige æg, blev vi opmærksomme på, at vanddråberne opførte sig anderledes på lomviernes æg end på de øvrige æg. Vandet løb ikke ned ad siderne, men formede små dråber, siger Steven Portugal fra Royal Veterinary College i London til Polarfronten.

Forskerne har sammenlignet lomviernes æg med 400 andre typer af æg og fundet frem til nogle særlige kegleformede strukturer på æggenes overflade. Gevinsten ved denne overflade er, at æggene bliver selvrensende, og det gør det lettere for det lille fuglefoster at ånde inde i ægget. Desuden er de ru, så de ikke triller ned fra de klippehylder, hvor lomvierne yngler.

Og det er jo smart, når nu lomvierne ikke bygger reder til deres æg. Hvad forskerne ikke kan sige noget om er selvfølgelig, hvad der kom først: den manglende redebygning eller den ru overflade.