Futsal: Ny turnering sparkes i gang i slutningen af oktober

Grønlands Boldspilunion KAK har inviteret de fire bedste hold fra grønlandsmesterskaber til den først landspokalturnering for herrer.
Young Guns Futsal i orange trøjer og B-67 i blåt skal spille mod hinanden ved pokalturneringen. Foto © : KNR
Skrevet af Noah Mølgaard
14. oktober 2024 13:21

Der bliver fløjtet en ny futsalturnering i gang i multihallen Inussivik om bare ti dage.

Deltagerne bliver B-67, Young Guns Futsal, IT-79 fra Nuuk og Nagdlúnguak fra Ilulissat, der alle var blandt de fire bedste til grønlandsmesterskaberne i futsal i år.

- Det har længe været et ønske, at der skal være flere officielle kampe. Og det er ud fra det ønske, at arbejdet med at arrangere landspokalturnering er sat i gang, siger sekretariatsleder i Grønlands Boldspilunion KAK Ungaaq Abelsen til KNR.

Det bliver i første omgang en herreturnering, der kan videreudvikles de kommende år.

- Det bliver foreløbig en forsøgsordning med herrerne. Men det er planen, at der også skal laves pokalturnering for kvinder og ungdomsrækker, forklarer Ungaaq Abelsen.

- Men nu bliver det en herreturnering med de fire hold, der sluttede bedst ved det seneste grønlandsmesterskab, siger han.

Tætte kampe

Der var tætte kampe i semifinalerne ved grønlandsmesterskaberne i april. Den ene semifinale blev afgjort efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence.

- De fire hold har spillet mange tætte kampe. Ikke bare ved sidste grønlandsmesterskaber, men også ved tidligere mesterskaber, fortæller Ungaaq Abelsen.

Der var lodtrækning til programmet fredag den 11. oktober. Det bliver sølvvinderne fra grønlandsmesterskaberne Young Guns Futsal fra Nuuk og bronzevindere fra Nagdlúnguak fra Ilulissat, der spiller åbningskamp.

Kampprogram futsal pokalturnering 2024

Torsdag 24. oktober

Kl. 17.00 Young Guns Futsal - Nagdlúnguak

Kl. 19.00 B-67 - IT-79

Fredag 25. oktober

Kl. 17.00 Young Guns Futsal - B-67

Kl. 19.00 Nagdlúnguak - IT-79

Lørdag 26. oktober

Kl. 15.00 Young Guns Futsa - IT-79

Kl. 16.30 Opvisningskamp børn

Kl. 17.30 Nagdlúnguak - B-67

Søndag 27. oktober

Kl. 15.00 Bronzekamp

Kl. 17.00 Opvisningskamp børn

Kl. 18.00 Finale

Kl. 20.00 Pokaloverrækkelse

Turneringen afvikles fra torsdag den 24. oktober til søndag den 27. oktober, hvor de to bedste placerede hold spiller finale.

KNR-TV sender alle kampe direkte.