Ny turistforening i Kangaamiut

Bygdebestyrelsen i Kangaamiut gør nu alvor af, at ville sætte gang i turismen.
Skrevet af Karsten Sommer
09. maj 2010 13:19

Politikerne siger gang på gang, at de grønlandske bygder skal finde nye veje til at skabe lokalt arbejde og indtægter. I Kangaamiut har det nu ført til dannelse af en ny turistforening.

Bygdebestyrelsen inviterede i den forgangne uge til et fællesmøde om turismeudviklingen i bygden, og resultatet af mødet blev i første omgang etableringen en turistforening, så bygdens oplevelser og produkter i fremtiden kan koordineres og styrkes yderligere.

Det skriver Qeqqata Erhvervsråd .

Den formelle etablering af foreningen sker den 26. maj. Inden da skal foreningen have et navn.

Derfor er der i Kangaamiut nu udskrevet en navnekonkurrence for foreningen, ligesom lokalbefolkningen har fået omdelt vedtægterne, så der kan skabes opmærksomhed om det nye initiativ.