Ny tsunamivurdering: Bølger risikerer at nå huse, elværker og sundhedscenter

Naalakkersuisut har fået en ny risikovurdering over fjeldskred i Karratfjorden. I værste tilfælde kan huse, elværker og sundhedscenteret i Uummannaq blive ramt af bølger.
Hele Niaqornat vil blive oversvømmet, hvis det værst tænkelige scenarie sker. Foto © : KNR
11. maj 2021 17:42

I denne uge er en delegation anført af formanden for Naalakkersuisut, Múte Bourup Egede fra IA, rejst til Nordgrønland. 

Her skal han viderebringe bekymrende oplysninger til borgerne i Niaqornat, Qaarsut, Uummannaq, Saattut, Ukkusissat og Ikerasak.

Hvis et stort, ustabilt fjeldområde i Karratfjorden falder i havet på én gang, risikerer det nemlig at sende store bølger ind over flere bosteder. Særligt Qaarsut og Niaqornat er i risikozonen.

LÆS OGSÅ Tsunamifare i Karrat Fjorden: 176 beboere får tilbudt flytning

Dem, der bor nedenfor de såkaldte opskylslinjer, kan enten vælge at blive boende eller få hjælp af det offentlige til at flytte væk. 

En opskyldningslinje er den maksimale højde over havniveau, der kan bliver ramt af en mulig tsunami. Det er altså det sted, hvor bølgerne når til. 

 

Foto © : Google Maps

 

176 borgeres hjem risikerer at blive ramt af bølger, men også elværker i flere bosteder er i risikozonen. Det er sundhedscenteret i Uummannaq også. 

Geologer fra GEUS, De Nationale Geologiske Undersøgelser fra Danmark og Grønland, og Det Norske Geotekniske Institut har set på situationen. 

Der er udpeget tre ustabile områder i Karratfjorden. Men det er umuligt at forudsige, om eller hvornår et større fjeldskred kan eller vil ske. 

Det værst tænkelige scenarie er, at hele område 3 falder i havet på én gang.

Her kan du se et kort over de tre ustabile fjeldområder, som er markeret med 1, 2 og 3:
 

Foto © : Naalakkersuisut

Kilde: GEUS, Naalakkersuisut

 

Dem, der bor under opskylslinjerne, som man kan se på nedenstående kort, kan enten blive boende, eller de kan få hjælp til at flytte.

Her kan du se GEUS' kort, som Naalakkersuisut netop har offentliggjort:

Nuugaatsiaq:

Hvis hele det ustabile fjeldområde, altså Karrat 3, falder i havet samtidig, kan det give opskylshøjder på 32 til 74 meter. Bølgerne risikerer at nå 500 meter ind i landet. 

 

Illorsuit:

Her vil der - ifølge geologernes beregninger - være opskyl på op til 19 til 43 meter, der vil oversvømme hele det bebyggede område, hvis hele Karrat 3 falder. 

 

Qaarsut: 

En betydelig del af bygden risikerer at blive oversvømmet, hvis Karrat 3 falder i havet på én gang. Geologerne forudser bølgers opskyld vil være 9 til 23 meter højt, og de vil ventes at nå cirka 300 meter ind i land i den sydlige del af bygden.

 

Niaqornat:

Hvis hele Karrat 3 falder i havet samtidig, vil alt op til 9-17 meter bliver oversvømmet. Det vil i så fald betyde, at hele bygden oversvømmes.

 

Uummannaq:

I Uummannaq er der risiko for høje bølger i dele af det ubeboede område fra havnen og nordpå. Opskylshøjden vurderes til at blive seks til 14 meter og nå mere end 100 meter ind i land. 

 

Saattut:

Her vurderer geologerne, at der vil være en begrænset lokal oversvømmelse med en opskylshøjde på op til 10,5 meter. Bølgerne risikerer at skylle 100 meter ind i landet omkring bugten ved havnen, hvor der ligger flere bygninger.

 

Ukkusissat:

Her er der risiko for, at bølgernes opskylshøjde når op til 5 til 7,5 meter. Det vil hovedsageligt være i bugten, hvor bølgen kan nå 50 til 75 meter ind i land.

 

Ikerasak:

Hvis hele det store fjeldområde, Karrat 3, falder i havet på én gang, kan det give en opskylshøjde på 11 meter i området omkring havnen, hvor flere bygninger ligger.