Ny telefonrådgivning for voksne med senfølger

Voksne, der har været udsat for seksuelle overgreb som børn, har nu mulighed for at få telefonisk rådgivning. Det er Selvstyret, der etablerer en rådgivnings-telefonlinje med nummeret 141.
Foto © : Phil Campbell/Flickr Creative Commons
Skrevet af Inge S. Rasmussen
20. april 2016 05:29

Telefonlinjen 141 vil være åben tre dage om ugen, tirsdag og torsdag i tidsrummet fra klokken 19 til 21 samt lørdag klokken 15 til 17.

Naalakkersuisut etablerede et rejsehold i 2013, bestående af psykologer som behandler voksne med senfølger efter seksuelle overgreb i barndommen. 

Telefonlinjen er et supplement til rejseholdets arbejde, oplyser selvstyret på sin hjemmeside.

Det er gratis at ringe til telefonen, og de første opkald kan foretages fra i dag, tirsdag den 19. april, hvor telefonen åbnes for første gang i aften klokken 19.